Grise

Mange mennesker ser Babe - Den Kække Gris for sig, når de tænker på, hvordan grise lever i landbruget. Men desværre er dette billede meget langt fra virkeligheden. Næsten samtlige af de 26 mio. grise, som hvert år slås ihjel i den danske kødproduktion, har levet under forfærdelige forhold. Disse sociale og følsomme dyr, som er klogere end hunde og genetisk tættere på mennesket end de fleste andre dyrearter, får lov at gå i overfyldte og møgbeskidte båse i grå og kolde betonstalde uden adgang til frisk luft eller sollys. Faktisk er den eneste gang, hvor grisene har mulighed for at indånde frisk luft, den dag, hvor de bliver stuvet sammen i lastbiler for at blive kørt til slagtning.

Avlssøerne

Søer er lukket inde i bure der er så små at de ikke engang kan vende sig.

De voksne hungrise, som skal føde alle de grise, hvis eneste formål er at blive slagtet og spist, kaldes avlssøer. En avlsso tilbringer en stor del af sit liv fastspændt i det, der kaldes en farebås, hvor det hverken er muligt at gå eller vende sig, og hvor det at ligge komfortabelt er en umulighed. Hun oplever således aldrig varmen og trygheden ved at bygge en rede i halm og grene til sine smågrise og vil aldrig kunne tage ordentlig vare på sine unger. I stedet er hendes liv fyldt med hårde skærende metalstænger, kolde våde betongulve og en ulidelig larm fra de utallige andre grise i stalden.

Når hun er gammel nok til at blive drægtig, bliver hun kunstigt befrugtet. Herefter bliver hun anbragt i en lille smal bås, hvor hun ikke engang kan vende sig. Når hun så føder sine unger, bliver hun flyttet over i farebåsen, hvor der er endnu mindre plads. Her bliver hun fastspændt med den begrundelse, at hun ellers risikerer at komme til at lægge sig på smågrisene. I virkeligheden er det dog MEGET sjældent, at søer lægger sig på deres unger. Og når det undtagelsesvis sker, er det alene, fordi soen og smågrisene holdes på hårde betongulve uden bløde materialer som halm, blade og græs, og fordi pladsen er så trang, at smågrisene ikke kan komme væk, når soen lægger sig.

I farebåsen udvikler en stor del af søerne det, der kaldes skuldersår. Skuldersår er en form for liggesår, som opstår på søernes hofter og skuldre, fordi deres knogler bliver presset ned mod det bare betongulv, og fordi dyrene ikke har mulighed for at flytte sig og derved aflaste de områder, hvor der begynder at komme sår. Ofte bliver der ikke gjort noget for at hjælpe grisene, og sårene får derved lov at udvikle sig til store kratere, som går helt ned til dyrenes knogler. Farebåsen er så barbarisk en indretning, at den er forbudt i England, Sverige, Schweiz og den amerikanske delstat Florida. Når søerne er blevet befrugtet og skal ind i farebåsene, sker dette på en yderst brutal måde. En tidligere staldmedarbejder beskriver det således: ”Vi måtte nærmest slå dem gule og blå for at få dem ind i farebåsene. De vil simpelthen ikke derind, når de har prøvet det før. De ved, at de hverken kan vende eller røre sig derinde. Det er den rene tortur, de går ind til”.