Smågrise

Smågrise og slagtegrise

Smågrises hale klippes af og deres tænder trækkes ud, alt sammen uden brug af smertestillende midler.

Smågrise udsættes allerede i de første dage af deres liv for ulidelig smerte. De får deres hale og ører klippet af, og deres tænder bliver halveret med en stor tandsaks. De små hangrise bliver kastreret – uden bedøvelse. Deres pung skæres op, mens deres testikler smuttes ud som mandler. Derefter hiver landmanden sædstrengen ud af den lille hangris, mens den skriger af smerte. Alle undersøgelser viser, at denne behandling er ekstremt smertefuld for den lille gris – som stadig kun er en baby. Efter behandlingen vakler de små hangrise rundt. En tidligere landbrugsmedhjælper forklarer det således: ”De små hangrise skreg som vanvittige, når vi kastrerede dem. Idet vi trak i sædstrengen, gik den lille krop i smertekramper, men smågrisene kunne intet gøre imod vores behandling. Når de blev sat ned, efter deres testikler var blevet fjernet, vaklede de rundt i mange minutter, totalt i chok”. Alt dette sker uden smertelindring, en praksis der er forbudt f.eks. i Sverige, men udføres på millioner af smågrise årligt i Danmark. Spørgsmålet om kastration af smågrise uden bedøvelse har i 2008 været oppe i medierne, og politikerne har igen set videoer og med tårefyldte øjne udtalt, at en sådan behandling af dyr er helt urimelig. Der kræves handling nu, men hvor lang tid der går, før politikerne tør sætte sig igennem over for landbruget, vides ikke.

Når smågrisene tages fra deres mor, blot 3-4 uger gamle, sættes de sammen med op til 100 smågrise fra 10-12 forskellige kuld. Dette er meget stressende for smågrisene. Når de er vokset så meget, at de ikke kan være her længere, bliver de stuvet sammen i de bokse, som skal forblive deres hjem resten af deres liv. Men det er et forfærdeligt hjem. Grisene har næsten ingen plads at bevæge sig på. De står så tæt, at det er umuligt for dem at trække sig tilbage og få ro og fred, og der er ikke rum til leg eller anden kropslig udfoldelse. Da der heller ikke er noget, grisene kan rode i, lege med eller på anden måde bruge til at tilfredsstille deres behov for at udforske verden, vender de deres energi imod hinandens haler og ører samt boksenes jernstænger. Så selvom grisene som nyfødte får klippet deres tænder, ører og haler af, ser man ofte grise med bidsår på hale og ører eller med tænder, der er blevet yderligere ødelagt af at bide i tremmerne.

Da smågrise i naturen er hos deres mor i mange måneder, resulterer den tidlige fravænning i alvorlige problemer. Hvis smågrisene fik lov at blive hos deres mor i længere tid, ville de udvikle en sund og tillidsfuld natur. Den tidlige fravænning betyder imidlertid, at smågrisene ikke får den tryghed og varme fra deres mor, som de har brug for, hvilket gør dem stressede og angste. Da søerne er fastspændte og ikke kan færdes med deres egne unger, lærer smågrisene heller ikke almindelig griseadfærd. Det resulterer i, at smågrisene senere i livet bliver aggressive over for hinanden og angste for mennesker. Slagtegrisene bider i hinandens haler og ører og overfalder hinanden, så snart de ser deres snit til det. En stor del af smågrisene dør derfor, inden de bliver slagtet, af bid og sår fra deres søskende, alt sammen pga. den tidlige fravænning, den alt for trange plads og den totale mangel på sund stimulering.

Grise i fabriksgårde kommer aldrig ud i det fri, før de sendes til slagtning.

I naturen er grise ekstremt renlige, og de bruger dagligt megen tid på at holde deres hud og børster rene gennem støvbadning og anden pleje. I intensive landbrug tvinges grisene, stik imod deres natur, til at leve i trange bokse fyldt med afføring og urin. Boksene er konstant tilsølede, hvilket bl.a. giver grisene alvorlige hudproblemer. Samtidig er den fugtige og varme luft i staldende fyldt med ammoniakdampe fra de store mængder afføring. Vejrtrækningsproblemer er derfor mere reglen end undtagelsen, og mange af grisene har lungebetændelse. For at grisene ikke skal dø af infektioner inden slagtning, får de store mængder antibiotika. Alligevel lider en stor andel af grisene af forskellige infektioner.

Men det er ikke de eneste lidelser, grisene udsættes for. Grises ben og tæer er skabt til bløde skovbunde og græsenge. De hårde beton- og tremmegulve, som grisene lever hele deres liv på i det intensive landbrug, giver grisene store benproblemer. Tæerne bliver slidte og ømme, og ledene svulmer op og bliver stive. Derudover bliver grisene avlet og fodret sådan, at de vokser meget hurtigt. Det betyder, at dyrenes led ikke kan følge med, hvorfor mange af dem lider af gigt og andre alvorlige ledproblemer.

Under disse forhold lever slagtegrisene deres 5-6 måneder lange liv, indtil de bliver sendt til slagtning. De heldige bliver sendt til det lokale slagteri, hvor de først bliver bedøvet med CO2, inden de bliver slagtet, kogt og parteret. De uheldige bliver sendt til slagtning med uendeligt lange dyretransporter ned gennem Europa, uden at der bliver ført reel kontrol med hverken transporten eller selve slagtningen.